- i H. C. Andersens fodspor
Eventyrsporet er afmærket med genkendeligt logo ved Præstholm Præstegård ved Halling.
H.C. Andersen var flere gange gæst hos familien Güldencrone på Vilhelmsborg syd for Århus, og i den forbindelse har han også besøgt Odderegnen, blandt andet i 1853. Under besøget var H.C. Andersen med familien på udflugt. Målet for udflugten var præstegården i Gosmer-Halling,
Præstegården "Præstholm" ligger mellem de to byer, og om besøget i "Præstholm" fortæller H.C. Andersen: "Der var i høi Grad hyggeligt, nydeligt og godt i deres Hjem, og en Have saa smagfuld, med Canaler, smukke Græspletter, hvor der græssede Gjædder, en nydelig lille Lund, og et stort Taarn hvor fra man seer ud over Beltet. - I Gaarden selv var et godt Bibliothek, og stor Glæde og Munterhed."
Den gamle præstegård brændte senere, og i dag ligger her et nyt hus som præstegård.
Bag præstegården går sporet forbi udsigtspunktet "Svends Høj", hvor der tidligere stod et tårn, og man følger den gamle kirkesti til henholdsvis Gosmer og Halling. Der er ikke adgang til præstegårdshaven, men fra kirkestien kan man se en del af den gamle park.
Sporet fører videre til Hou, som H.C. Andersen måske også har besøgt. Ved godset Gersdorffslund kan man i et af de gamle træer ved vejen se et lille lysthus. Herfra er en storslået udsigt over Kattegat.
Se mere på
www.andersenwashere.dk