|
|
|
|
|
Skulptur og arkitektur i Odder
|
|
Fra De blå fisk til de blå bobler - Skulpturtur i Odder Se mere her
|
|
Springvandet Livets Port udført af kunstneren Børge Jørgensen i 1987 er placeret midt på torvet i Rosensgade – Odders gågade. Pladsen domineres af Centralhotellets bygning, opført i jugendstil omkring år 1900. I dag er teatersalen bevaret, mens resten er indrettet til lejligheder. Et andet hus på pladsen fra samme periode er militæringeniør, løjtnant Jensens hus, nu med restaurant Oskar. Det arkitektoniske modstykke i såkaldt konditorstil, er malermester Bruuns hus , som ligger på det modsatte hjørne.
Ved Tværgade er skulpturen Solstenen af billedhuggeren Edgar Funch placeret. Og ved enden af gågaden finder man Bybrønden, som Ole Senning har lavet tegningerne til.
På husgavlen ved Raupachsgade kan man se Åløbet skabt af keramikeren Erik Nyholm og på en anden gavl forfatteren Per Højholts Skriften på Væggen. Erik Nyholm har også formet Boblerne på bakken bag Ratlouskolen. Længere oppe, hvor Rosensgade ikke er gågade, findes en smuk gulkalket bygning, det gamle Hotel Phønix. Hotellet brændte to gange, sidst i 1860, hvorefter det blev opført i sin nuværende skikkelse. I dag er der ungdomsboliger. Odders ældste privatskole, Rathlauskolen, har til huse i en bygning der i sin tid blev opført som enkesæde til godset Rathlousdal. Fortsættelsen af Rosensgade kaldes Slippen og er den ældste del af gaden.
Odder Museum på Møllevej er indrettet i den gamle Odder Vand & Dampmølle. Møllens stuehus er en pragtfuld bindingsværksbygning fra begyndelsen af det 19. århundrede.
I Åbygade mellem Rosensgade og Nørregade ligger Thorvald Køhls hus. Han var amatørastronom. I haven er det lille observatorium, mens huset rummer Odder lokalhistorisk arkiv. Fuglefængeren med sin vogn er et af billedhuggeren Erik Heides værker. Nu står skulpturen i haven ved Odder rådhus, der er opført i 1971 og tegnet af de internationalt kendte Århus- arkitekter Friis & Moltke. Ved rådhusets indgang finder man også tre skulpturer af professor Villy Ørskov.
Manden med lammet står i sygehushaven og er skabt af billedhuggeren Morten Nielsen. Den blev skænket af Ny Carlsberg Fondet i 1960. Ved hjørnet af Rådhusgade og Rosensgade ligger politistationen i den gamle arkitektonisk smukke bygning, der har været Thing- og arresthus siden 1856. Det er også en af de forholdsvis få gamle bygninger i bymidten som undgik at gå op i flammer ved en af de store brande, der hæørgede byen i forrige århundrede.
På den anden side af gaden er dele af kirkemuren faktisk rester af et fæstningsanlæg fra 1200-tallet.Her står Stodderstenen. Sagnet fortæller, at to kæmper var i færd med at bygge henholdsvis Odder kirke og Ulv kirke. De havde kun én hammer, og på et tidspunkt blev kæmpen ved Ulv kirke træt af at vente og kastede en sten efter den anden kæmpe. Og her ligger så stenen. Den var tidligere samlingssted for omvandrende tiggere og sigøjnere, herfra stammer navnet "Stodderstenen".
Ved biblioterket på Mejerivej har kunstneren Ole Grøn sammen med elever fra Skovbakkeskolen udformet De tre bukke Bruse ligesom Enhjørningen er blevet til i en gammel træstamme- også sammen med skoleelever. I anlægget står også Organisme- en stenskulptur udført af billedhuggeren Ole Christensen, mens en træfigur er skabt af Juhani Vaino Thomsen. Solur er udført af billedhugger Poul Jeppesen, mens Inge Hørup er kunstneren bag Liv, som står ved kirkecentret.
Ved Ålykkecentret står Kvinden af Erik Tommeren, mens Odder Byvåben ved Odder Hallen er forarbejdet af billedhuggeren Chr. Bøjlund Andersen.
Ved Skovbakkeskolen i Holsteinsgade ses Trolden, skabt af Sten Krarup Jensen, der også har formet skulpturen Agern ved restaurant Skovbakken
|
|
|
|
|
|
|
|