Til forsiden
Vidste du det?

På denne side kan du læse nogle små sjove og informative historier fra Odder og omegn. Læs f.eks. om dengang brandstationen brændte og om hvorfor Odder hedder Odder.

Odder - et mærkeligt navn


Mange synes, at Odder er et mærkeligt navn. Men der er skam en meget enkel forklaring på navnet: I Odder løber flere åer sammen, og hvor de mødes, dannes der odder. Også på Odders byvåben mødes to åer og danner en odde. Navnet har oprindelig ikke noget at gøre med dyret af samme navn, men vi har taget den vævre og dygtige svømmer til os og bruger odderen som blikfang i mange sammenhænge. Den rigtige udtale af Odder er som det engelske ord "other" - og apropos engelsk: På engelsk betyder "odd" mærkelig. Så lidt mærkeligt er der alligevel over navnet.

Svend Felding  - 12 mands styrke


I Spåkærskoven mellem Hundslund og Ørting findes Svend Feldings grav. Svend Felding var ikke hr. hvemsomhelst. Han var tilknyttet Åkjær Gods, og det sagdes om ham, at han havde 12 mands styrke.

Styrken havde en troldkvinde givet ham, og han havde lovet hende ikke at røbe hemmeligheden. Men hårdt presset af godsejeren afslørede han den alligevel - hvorefter han resten af sine dage spiste og drak lige så meget som 12 mænd. At hans navn stadig er knyttet til området, vidner flere stednavne om, fx Svend Feldings Bro.

Bjørnegrotten i skoven


Lige vest for godset Rathlousdal ligger en vaskeægte bjørnegrotte. Den stammer fra en tid, da parken omkring godset var et yndet udflugtsmål, og du finder den nogle få hundrede meter inde i skoven.

Grotten har huset adskillige russiske bjørne, og selv om den nu er noget forfalden, er det stadig let at se, hvor bjørnene i sin tid sov og badede. Børn elsker at lege bjørn og ruske i de gamle tremmer.

Hjertestien i Odder


Stien starter ved broen over Odder Å ved Åparkeringen og følger så vidt muligt åen, stien består af 2 "sløjfer" en østlig på ca. 3.6 km og en vestlig på ca. 2 km. Stien er markeret med Hjerteforeningens "stimærke" for hver kilometer, desuden er der markering med pile.
 

Onsdag er torvedag


Om onsdagen er der altid ekstra mange mennesker i byen, det er nemlig torvedag. Den dag er Torvet fyldt af boder med blomster, frugt, grønt, fisk og ost.

Observatorium i Odder


Torvald Køhl var både lærer og astronom. Han holdt mere end 1700 foredrag om astronomi og opnåede i 1892 at komme på finansloven. Torvald Køhl boede midt i Odder, hvor han i 1903 lod opføre et observatorium ved sin "Villa Carina". Ejendommen rummer nu Odder Lokalhistoriske Arkiv, og resterne af observatoriet kan ses bag villaen. Med tiden er det planen at genopføre det. En af de større veje i Odder er opkaldt efter Torvald Køhl.

"Oddergrisen"


Her går Oddergrisen

Danmark har 13 privat-baner, og en af dem er Odderbanen, hvis orange tog dagen lang tøffer frem og tilbage mellem Odder og Århus. Sandt at sige går det ikke voldsomt stærkt, for der er ikke færre end 18 stoppesteder på den 26,5 km lange strækning, men nærbanen er populær - hvilket dens kælenavn også vidner om. Oddergrisen, hedder den. Forklaringen er, at nogle af de første motorvogne kunne minde lidt om grise - i hvert fald med lidt god vilje. Togene blev skiftet, men navnet blev hængende, selv om det er ret underligt. For det er nu engang lidt svært at forestille sig en krydsning mellem en gris og en odder.

Klik ind på Oddergrisens køreplan her.

De tørre tal

Odder kommunes indbyggertal er steget støt og roligt gennem mange år og indbyggertallet er nu på ca. 21.810. Rundt regnet halvdelen bor i Odder by, mens der i kommunens næststørste by, Hou, bor 1399 mennesker. Om sommeren vokser indbyggertallet betragteligt, for der findes 2312 sommerhuse i kommunen. Ifølge den seneste opgørelse er der 7535 arbejdspladser i kommunen. 4585 pendler ud af kommunen, især til Århus, men strømmen går også den anden vej. Cirka 2200 kører hver dag ind i Odder kommune for at arbejde.

Se de sidste nøgletal her.

Othilias Kilde


Lige op ad amtsvejen mellem Odder og Skanderborg, tæt ved landsbyen Fillerup, springer Othilias Kilde, en gammel helligkilde. Den blev især søgt i natten efter sankthans, hvor dens vand skulle virke særligthelbredende, men selv i dag ser man jævnligt folk tanke vand fra kilden i flasker og dunke. For et par år siden løb kilden pludselig tør, men det viste sig, at den blot var stoppet til med grene og grus.

Danmarks Navle


Beregner man Danmarks geografiske tyngdepunkt, havner man i Odder! Danmarks Navle ligger nærmere bestemt ved Nølevvej, lige over for Parkvejens Skole, og den er markeret med et egetræ. Når det er sagt, må vi tilstå, at der er lidt snyd med i beregningen, for Bornholm er ikke regnet med. Gør man det, rykker tyngdepunktet nemlig et stykke ud i Kattegat.

Vindmøller til havs


Ved Tunø Knob, mellem Jylland og Tunø, står en af verdens første vindmølleparker til havs. Møllerne ses tydeligt i klart vejr. De har vist sig at producere mere strøm end ventet og har dermed været med til at bane vej for de mange havbaserede mølleparker, der nu planlægges, ikke bare i Danmark. Møllerne ved Tunø blev mødt med stor skepsis, bl.a. frygtede mange, at de ville skade fuglelivet, men det ser ud til, at fuglene hurtigt vænner sig til de snurrende væsener.

Odder Garden

Mere end 50 børn og unge i alderen 8-30 år spiller med i Odder Garden, og gardens repertoire spænder lige fra svingende marchmusik til populære numre fra musicals.

Garden er ofte på farten - cirka 25 gange om året spiller den ved arrangementer af alle slags, lige fra firmareceptioner til byfester.

Klik ind på hjemmesiden

Brandstationen brænder

Odder har en relativ ny brandstation. Og det har sin forklaring. Den gamle brændte nemlig helt og aldeles ned i 1965. Det skete oven i købet mens byens nye brandinspektør fejrede sølvbryllup. Midt under festen kom der bud om, at brandstationen stod i flammer. Mange troede det var en spøg - men nej. Brandbiler og bygninger, alt forsvandt. Til gengæld kom Odder på forsiden af New York Times - og det er vistnok aldrig sket siden.

Danmarks længste lindeallé


Kommer man til Odder fra Skanderborgsiden, ledes man ind til byen ad en af landets smukkeste alléer, alléen ved Rathlousdal. Den består af høje, knudrede lindetræer, som byrådet har besluttet skal fældes, hvorefter vejen skal gøres bredere, og der skal genplantes. Men hvornår det kommer til at ske, er et åbent spørgsmål. Alléen består af 166 træer.

Læs mere om alléen her

Fru Bornemanns strømper


På Åkjær Gods boede i 1700-tallet en meget fornem og forfængelig dame. Fru Hedevig Margrethe Bornemann hed hun. Da hun døde, blev hun anbragt i et lille kapel ved Falling Kirke, og her lå hun, klædt i en kostbar silkekjole med fine kniplinger. Men også iført silkestrømper. Og netop silkestrømp-erne havde hun fremhævet i sit testamente, for dem ønskede hun skiftet hvert år til jul. Det siges, at testamentet blev efterlevet helt ind i 1900-tallet. Hver jul mødtes degnene fra Gylling, Ørting og Falling og skiftede hendes strømper. Til gengæld fik de hver udbetalt 10 rigs-daler, hvilket var en klækkelig sum på den tid.
 

Den Gamle Eg ved Odder


Kært barn har mange navne: Frederik den VII´s eg, den gamle eg eller den tykke eg. Egen findes nær Horsens Landevej et par kilometer syd for Odder ved Vejlskoven. I et krat står den, kroget og arret, som den er blevet med sine mellem 600 og 1000 år på bagen.

Skoven, hvori den står, tilhører godset Rathlousdal. Egen er fredet, hvilket markeres med "fredsstenen", som stamhusbesidder Emil v. Holstein-Rathlou satte ved træets fod. På lignende måde satte han "fredssten" andre steder i godsets skove ved specielle træer og fortidsminder, som han ønskede at bevare. Alene ved sin imponerende størrelse og ælde vækker synet af egen beundring - og minder fra den svundne tid, hvor byens ungdom sværmede omkring træet i de lyse nætter, eller hvor egen var målet for godtfolkets søndagsudflugt.

Ifølge overleveringerne fortælles der følgende om egen: For flere hundrede år siden kom der i ufredstid en sen nattetime en deling soldater til godset Rodstenseje. De overraskede folkene og hærgede og ihjelslog. Enkelte undveg, deriblandt godsejeren, der tog flugten over markerne og søgte skjul i den hule eg. Han holdt sig skjult, indtil faren var drevet over og reddede på den måde livet.

Mange har sovet i en Oddervogn! Har du mon også?


Odder er børnevenlig på flere måder. I Odder har Danmarks eneste barnevognsfabrik nemlig produceret den kendte Oddervogn siden 1925. Den klassiske Oddervogn er kendt og elsket af børn og voksne over hele landet. Kronprinsebørnene hører til blandt de mange, der er blevet kørt rundt i barnevognen. Forældre kan i dag sætte deres helt personlige præg på barnevognen.


Se mere på : http://www.oddervognen.dk/

H.C. Andersen på visit


Gosmer-Halling præstgård "Præstholm" ligger midt mellem de to byer. Præstegårdshaven har været meget smuk med store træer og kanaler. Præstholm har haft prominent besøg: da digteren H.C. Andersen i 1853 besøgte Vilhelmsborg, aflagde han også Præstholm et visit.

Efter besøget skrev han: "Der var i høj Grad hyggeligt, nydeligt og godt i deres Hjem, og en Have saa smagfuld, med Canaler, smukke Græspletter, hvor der græssede Gjædder, en nydelig lille Lund, et stort Taarn, hvor fra man ser ud over Beltet...."

Læs mere om H. C. Andersens rejser rundt i Danmark

Portalen ved Åkjær


Portalen ved Åkjær knytter sig til sagnfiguren Svend Felding. Han var født på Åkjær og heraf kommer, at broen over åen ved Bilsbæk hedder "Svend Feldings Bro" og i nærheden af denne ses en portal af sten, som i folkemunde kaldes "Svend Feldings Stald". Fra gamle kilder kan det ses, at disse bygningsrester blev kaldt "spegelhus", og ud fra dette kan man måske udlede, at der er tale om et spedalskhedshospital. Hospitalet kunne da være opført af bispen, der ejede Åkjær og være nedbrudt i 1543 efter kong Christian III`s befaling.

Kongelige sten i Hundslund


Strunke som soldater står de tre såkaldte vildtbanesten ved indgangen til Hundslund kirke. De stammer formentlig fra Åkær og blev sat op for at afmærke kongelige jagtmarker. På Christian 4. tid har man de første optegnelser om stenene med årstal, distrikt og kongens initialer.

Søg overnatning & oplevelser