Vejr og klima
Tunø ligger med sin placering i Kattegat i en af de dele af landet, der får mindst nedbør i årets løb. Det er også en af de lokaliteter, der har de mildeste vintre. Havet omkring øen indeholder så store varmereserver, at antallet af frostdage er lavere end de fleste andre steder i Danmark. De vejrmæssige forhold betyder sammen med de forbedrede transportforhold til og fra øen, at her i dag er særligt gunstigt at dyrke specialafgrøder som f.eks. asparges, tidlige kartofler, rodpersille og frem for alt porrer. Og endelig er klimaet også med til, at Tunø er et yndet mål for turister.
Tunø og oldtiden
Det er kun ganske lidt vi ved om Tunøs historie frem til 1800-tallet. Fra jordfund rundt om på øen ved vi, at Tunø har været beboet siden tidlig bondestenalder omkring år. 2.500 f.Kr. Nogle af oldtidsfundene findes i præstegårdshavens lille stensamling. Her kan man se både kværnestenene og skålsten. De sidstnævnte med skålformede fordybninger, der betragtes som helligtegn fra den yngste del af stenalderen og bronzealderen. Skålsten er også kendt fra mange andre egne af Jorden og er oftest knyttet til frugtbarhedskulten. Så alt tyder på, at øen i hvert fald har været beboet konstant de sidste 4.500 år. Før den tid har der dog helt sikkert også været mennesker i området. På naboøen Samsø, er der fundet spor af menneskers aktivitet så langt tilbage som 8.000 år f.Kr. Ligesom Samsø har Tunø også på dette tidspunkt været landfast med Jylland. I tiden efter istiden hævede landet sig, fordi vægten af indlandsisen forsvandt. Perioden kaldes fastlandstiden. Den tids rensdyrjægere har derfor haft nem adgang til at gå på jagt i også det tunske område. Måske har de boet fast på egnen, måske har de blot været omstrejfende besøgende.
Fra Valdemar Sejr til Odder Kommune
Tunø optræder første gang i de historiske kilder i året 1216, da Valdemar Sejr ombytter eller mageskifter øen (Thund) med biskoppen i Århus. Det siges at store dele af egetræstømmeret i Århus Domkirke stammer fra de tunske skove. Senere blev Tunø udskilt fra Århus Stift - og ved kommunesammenlægningen i 1970 kommer øen ind under Odder Kommune. Navnet Tunø eller Thund betyder forhøjning eller svulmende og hentyder utvivlsomt til de høje bakkedrag på nord- og sydsiden. Som mange fejlagtigt tror, har øens navn således intet med fiskearten at gøre. Øens indbyggere betegnes som tunboere og tunesere. Tunboerne har indtil i dag hovedsageligt ernæret sig ved landbrug og lidt fiskeri, men mange har også tjent til livets ophold som sømænd på fragtskibe i både indenrigs- og udenrigsfart. Derimod er det kun ganske få tunboere, der har været selvstændige skippere eller haft del i et fartøj. Endelig har en del tunboere haft en god indkomst fra de store egeskove, som engang dækkede store dele af øen.
Byen
Tunø by er den eneste by på øen. Den har sikkert ligget der siden den første bydannelse. Bebyggelsen er placeret et stykke inde på øen. På den måde har indbyggerne sikret sig mod røveriske overfald fra søsiden - og byen ligger i læ for vestenvinden under de høje bakkedrag. Det er en typisk landsby med gårde og huse lags bygaden. Byloven er nedskrevet i 1805, og fortæller om de pligter og rettigheder den enkelte borger havde. Byens miljø fornemmes stadig, selv om flere huse står tomme det meste af året, købt af turister som ferieboliger. Den 5. august 1852 nedbrændte en stor del af byen. Foruden præstegården blev 16 gårde og 15 huse ildens bytte. Ved genopbygningen benyttede man lejligheden til at udflytte flere gårde fra byen, og i dag ses gårdene spredt over hele øen. I byens midte er der rejst en sten til minde om den store brand.
Ta' med på en guidet tur til Tunø og hør mange flere historier om den lille ø i Kattegat.