Snedækket landskab ved Odder Museum

Vinter i Odder

Nok er Odderkysten skøn om sommeren, men den er uimodståelig om vinteren. På denne kolde tid emmer Odder af dansk hygge. Nyd en varm kop kakao på en af byens caféer, og lad børnene kælke i sneen.

Sjov i sneen

Når sneen daler, er børnene i deres es. Dresscode er flyverdragt, og aktiviteten er sneboldkamp eller kapløb på en af områdets gode kælkebakker. Vi har selv erfaring med flere vidunderlige kælkebakker i Vejlskoven lige syd for Odder og på Skovbakken centralt i Odder. Når iskold luft rammer Danmark, kigger brandmændene gerne forbi VitaPark og anlægger en kunstig skøjtebane.

Har du mod på at afprøve grænser? Langs Odderkystens strande kalder bølgen blå på dig. Både ved Rude Strand og i Hou er der vinterbadeklubber, hvor du kan prøve kræfter med det iskolde vand. Det er en overvindelse at komme i vandet første gang, men tro os – det gør godt for både krop og sjæl.

Havnen i Hou er dækket med is om vinteren

Find varmen og roen

Efter en kold dag i Odders vinterlandskab er det godt at komme ind i lune omgivelser. I Spektrum Odders svømmehal kan du få en fantastisk sanseoplevelse, der med garanti giver varmen. Svømmehallen tilbyder saunagus, der er en wellnessoplevelse, hvor æteriske olier blandes med vand, som hældes over brandvarme saunasten. Gusmesteren spreder herefter dufte og dampe med forskellige vifteteknikker. Det er en god måde at komme helt ned i gear i en travl hverdag.

Montra Odder Parkhotel kan du booke et wellness-ophold, hvor hele kroppen kommer ned i gear med massage, wellness-behandling og forkælelse.

Ansigtsmassage hos Montra Odder Parkhotel

Odder er åben uanset årstid

Selvom højsæsonen for længst er ovre, er området langtfra lukket ned. De fleste attraktioner holder åbent året rundt, og der er en særlig stemning i byen, når dagene bliver kortere, og de mørke aftener længere.

Tag en tur ind til bymidten, hvor du går på opdagelse i byens butikker og beundrer de mange lys i vinterkulden. Byens spisesteder lokker dig indenfor med varm te eller kakao og god mad. Bagefter kan du fordybe dig i en god film i Biffens biografsal, finde en god bog, lidt musik eller et spil på biblioteket eller måske udforske Odder Museums interessante udstillinger. Muligheder er der nok af.

Rosensgade i Odder på en vinteraften med julebelysning

Kom i julestemning fra første parket

Intet er hyggeligt som Danmark ved juletid. Gaderne er dækket af gran, nisser og varm julebelysning. Boderne i byen sælger julegodter som brændte mandler, æbleskiver og glögg, og overalt, hvor du kigger hen, er der glade forventningsfulde mennesker. På Torvet i Odder sørger handelsstandsforeningen Køb Odder hvert år for stemningsfulde juleaktiviteter og oplevelser hele december. Oplev det store juletræ blive tændt, mød julemanden og nyd julemusik, mens du får styr på julegaverne i ro og mag.

På landet er der julemarkeder som perler på en snor, hvor du med garanti vil komme i julestemning. Hos Fru Møllers Mølleri bliver julen skudt i gang med et stort marked, hvor du kan smage hjemmelavet julemad eller gå på jagt efter julegaver i de mange boder.

Hele december er Odder forvandlet til et julemekka. Få et overblik over julens mange begivenheder for både børn og voksne i VisitOdders kalender.

Julebegivenheder i Odder