©  Foto:

Hundslund Kirke

I landsbyen Hundslund ligger denne romanske kirke fra slutningen af 1100-tallet, som er fyldt med spændende kirkekunst og historiske sagn. Kirken er åben for besøgende, når graveren er til stede.

Romansk landsbykirke ved Horsens Fjord

Kører du på hovedvejen mellem Horsens og Odder, kommer du cirka midtvejs forbi landsbyen Hundslund, og ikke mindst byens gamle Kirke, som ligger som et historisk blikfang ud til vejen. Kirken blev bygget tilbage i slutningen 1100-tallet, ligesom mange andre af Danmarks ældste stenkirker. Kirken var oprindelig ejet af de lokale bønder, men de måtte afstå kirken til Århus Domkirke på grund af en dramatisk sag som du kan læse mere om længere nede ad siden. Senere har kirken haft et tumultarisk ejerforhold, og har været ejet af Kronen, det lokale gods Dybvad, samt en række andre inden kirken overgik til selveje i 1911.

Hundslund Kirke består af oprindeligt kor og skib fra 1100-tallet samt et tilbygget tårn og våbenhus fra den sene middelalder omkring år 1500 – dette er gældende for rigtig mange danske kirker. Det markante savtakkede, hvidkalkede tårn er let at se i landskabet – også langvejs fra, da kirken ligger højt i landskabet. Kor og skib er af brune marksten. I våbenhusets yderside er der indmuret fire gamle romanske gravsten fra kirkens første århundrede.

Rundt om den smukt anlagte kirkegård er der markstensdiger fra 1600-tallet på alle sider. Ved indgangen til kirkegården står kongelige vildtbanesten, beskrevet nedenfor.

 

Kirkens indre

Hundslund Kirke har et varmt og lyst kirkerum, præget af sin karakteristiske brug af farverne rød og grå kombineret med de hvidkalkede vægge. Både bjælkeloftet og bænke er malet i disse farver.

Den romanske døbefont i granit er ret karakteristisk med sit løvemotiv og tovsnoninger. Brugen af løvemotiv på døbefonte fra 1100-tallet ses mange steder i Østjylland og omtales som den såkaldte Horsens-type.

Af andet interessant inventar kan nævnes et krucifiks fra middelalderen, samt et smukt alter og prædikestol fra 1600-tallet. På nordvæggen af kirken hænger desuden en smuk og markant mindetavle fra 1600-tallet for en gårdejer fra Hadrup og dennes familie.

Kirkeskibet er en model af skibet ”Samsø af Horsens” fra 1908.

 

Vildtbanestenene

De tre vildtbanesten ved indgangen til kirkegården er fra 1757. Vildtbanesten fungerede som skelpæle, som markerede grænserne for de kongelige jagtmarker, som blev opført under Frederik den 2.s tid. Jagtmarkerne var spredt ud over hele landet og dækkede store arealer. Stenene blev placeret med 1 eller 2 kilometers mellemrum, oftest på tydelige steder som bakketoppe, gravhøje eller lignende.

Stenene ved Hundslund stammer fra Skanderborg Vildtbane, som strakte sig over et kæmpe område fra Horsens til Viborg. Stenene stod oprindelig ved Åkjær, et par kilometer fra Hundslund.

 

Præstemordet ved Hundslund

Den mest dramatiske begivenhed i Hundslund Kirke var utvivlsomt præstemordet i 1284. De lokale gårdejere, som ejede kirken, slog simpelthen deres præst ihjel. Det vides ikke, hvorfor borgerne tyede til så voldsomme metoder. Efterfølgende blev kirken overdraget til Århus Domkirke, og borgerne mistede retten til at vælge egen præst. De enkelte gårde i sognet skulle betale en årlig bod til kirken. En enkelt gård i byen, Østergaard, betaler den dag i dag stadig bod. Man troede i mange år, at dette var bod for det mere end 700 år gamle mord, men det har senere vist sig ikke at være tilfældet. Dog må han stadig betale '4 tønder, 1 skæppe og 2 ½ fjerdingskar byg efter kapitaltakst eller en tilsvarende ydelse'.

 

Vil du besøge Hundslund Kirke?

Hundslund Kirke er åben, når der arbejdes på kirkegården, dvs. i dagtimerne på hverdage. Du er velkommen til at kigge ind, hvis der ikke foregår kirkelige handlinger. Medarbejderne kan komme og gå, så der er ingen garanti for, at der er åbent, når du kommer.

Kirken ligger lige ved vandreruten Banestien Horsens-Odder og ikke langt fra Fjordminoen. Du kan besøge kirken på turen, og fylde vandflaskerne op på kirkegården.

 

Flere historiske attraktioner

Kystlandet byder på mange spændende historiske attraktioner. Fra oldtid til industrihistorie. Fra museer til bygningsværker og attraktioner i naturen. På denne side kan du finde inspiration til historisk interessante oplevelser nær Horsens, Odder og Juelsminde.