©  Foto:

Randlev Kirke

Denne lille romanske kirke fra 1128 er den ældste kirke i Odder Kommune. Landsbykirken, som blev gjort landskendt af St. St. Blicher, der boede i den tilstødende præstegård, gemmer på spændende oprindeligt inventar af historisk værdi.

Smuk romansk kirke nær Odder

Højt hævet på en bakke i den idylliske landsby Over Randlev nær Odder ligger denne kirke, der er blandt de ældste i regionen, og dermed blandt de ældste af de mange danske stenkirker, som blev opført omkring år 1200. Kirken fremstår visuelt med hvidkalkede kvadersten samt en facade af store brune marksten. I nyere tid er der blevet tilføjet et våbenhus og et smalt tårn.

En stor del af kirkens oprindelige udseende er dog bevaret. De to portaler ved indgangen til kirken er fra 1100-tallet. Inde i kirken ses en korbue, som er ganske unik. Den oprindelige korbue har et relief med udskårne billeder af blandt andet Jesus samt Adam og Eva.

Af andre interessante detaljer kan nævnes afdækkede kalkmalerier, en romansk døbefont og en smuk altertavle fra 1500-tallet.

 

St. St. Blichers tid i Randlev

I tilknytning til kirken ligger Randlev Præstegård, som muligvis ringer en klokke, hvis du er bekendt med den berømte forfatter, St. St. Blichers værker. Blichers far, Niels Blicher, var præst i Randlev Kirke i perioden 1796-1823. St. St. Blicher voksede derfor op på præstegården, og fra 1811-1819 forpagtede han den og kunne kalde præstegården for egen bolig.

Blicher har beskrevet sin tid i Randlev i flere værker, ikke mindst i novellen ”En jysk mordbrænderhistorie”, der beskriver de mystiske og fatale omstændigheder omkring en større påsat brand på præstegården.

Der knytter sig generelt mange spændende fortællinger til Blichers tid ved Randlev. For eksempel var Blicher nær endt i en skududvekling med lokale borgere på Tunø under en jagt med godsejeren fra Rathlousdal. Efter jagt på Tunø søgte han ly ved Norsminde Kro grundet dårligt vejr. Under sit ophold på kroen forelskede han sig i kromandens datter.

Præstegården står den dag i dag stadig, om end en fløj er revet ned. Den smukke bygning er fredet, og kan ses fra Kirkevej. Den fungerer som privat bolig, så undgå at gå ind på gårdspladsen. Ved vejen kan du se ”Blicherstenen”, som er opført til minde om Blichers tid i landsbyen.

 

Vil du besøge Randlev Kirke?

Randlev Kirke er åben, når der arbejdes på kirkegården, dvs. i dagtimerne på hverdage. Du er velkommen til at kigge ind, hvis der ikke foregår kirkelige handlinger.

 

Flere historiske attraktioner

Kystlandet byder på mange spændende historiske attraktioner. Fra oldtid til industrihistorie. Fra museer til bygningsværker og attraktioner i naturen. På denne side kan du finde inspiration til historisk interessante oplevelser nær Horsens, Odder og Juelsminde