Gå til indhold
©  Foto:

Sejersminde Bed and Breakfast

Oplev idyllisk, dansk landbrugsstemning med en overnatning hos Sejersminde. Ved den gamle bindingsværksgård, kan du sove i den tidligere kostald, som er renoveret med fine faciliteter.

Landlig hygge og charme

Sejersminde er en familiedrevet firlænget bindingsværksgård fra 1875, som ligger i det lille landsbysamfund Bjerager nær Odder. Gården bebos i dag af en familie med tre generationer, og som gæst på Sejersminde vil du for en stund blive inviteret indenfor i de rolige og smukke omgivelser.

Her vil du blive mødt af en nærmest Morten Koch-agtig stemning. Fra gårdspladsen er der fuldkommen ro. Måske kan du høre en traktor i det fjerne – eller måske et rap fra gårdens fritgående ænder, mens de tager en svømmetur i bækken.

 

Lej et værelse eller en hel lejlighed

Som gæst bliver du indlogeret i gårdens tidligere kostald. Stalden blev i 2017 totalrenoveret med henblik på at bevare atmosfæren i de gamle bygninger uden dog at gå på kompromis med gæsters velvære og komfort.

Der er i alt fire charmerende værelser i stalden – to enkeltværelser og to dobbeltværelser. Derudover er der et stort fællesrum bestående af et køkken med seks spisepladser samt en stue med sofa.  Der er desuden to separate toiletter og to baderum.

Der er gulvvarme i alle rum og lynhurtigt internet.

Hvis I er flere, der rejser sammen, så har I også mulighed for at leje hele lejligheden med alle fire værelser og fællesareal.

 

Nyd livet på gården

Start dagen med en lækker morgenmad. Fra området bag ved stalden har du udsigt til marker og skov så langt øjet rækker. Her du kan drikke din morgenkaffe i den nyplantede frugthave. På terrassen ved drivhusene og den økologiske køkkenhave, er der rig plads til at du kan nyde en stille drink, mens grillen tændes. Høst selv de krydderurter du skal bruge til din aftensmad og smil, for i aften bliver der tændt bål i haven. Alt imens leger børnene på legepladsen, på tarzanbanen, i bamses hus eller snakker med gårdens dyr.

Ja, hos Sejersminde kan du nyde livet i trygge hænder. For her værner de om hinanden, om bæredygtighed og ikke mindst om dig som gæst.

 

Booking og priser

Er du klar til et idyllisk B&B ophold?  Kontakt indehaverne pr. telefon, pr. mail eller ved at udfylde formularen på denne side.

Pris for enkeltværelse: 350 kr.
Pris for dobbeltværelse: 550 kr.
Pris for hele lejligheden: 1400 kr.
Pris for morgenmad: 75 kr. pr. person

Priserne er inklusive sengelinned og WIFI.

 

Oplevelser i området

Den fredelige landsby Bjerager er kendt for Fru Møllers Mølleri, hvor den karakteristiske, idylliske stemning også er markant. Her kan du besøge gårdbutikken, bageriet, slagteren, ishuset og ikke mindst den skønne restaurant, som benytter gårdens egne råvarer.

Østkystens måske bedste badestrand, Saksild Strand ligger kun to kilometer væk. Og inden for nær afstand kan du også besøge handelsbyen Odder og den charmerende færgeby Hou med færgeafgange til Samsø og Tunø.