Tunøs natur og dyreliv

I 1965 blev lidt over 90 % af Tunøs 348 ha fredet med undtagelse af sommerhusområder, Kirkeskoven og Tunø By. Øen blev fredet, fordi her er en meget smuk og særpræget natur, og man ønskede at bevare land- og skovbruget og skabe adgang for offentligheden ved at udlægge stier og områder til ophold.

Tunøs mange solskinstimer og ringe nedbør skaber et særligt klima, som gør det muligt for figen- og morbærtræer at vokse her. Øen har tidligere været dækket af egeskov, hvor Valdemar den Store afholdt kongejagter, men da Århus Domkirke skulle bygges, blev egeskoven omdannet til tømmer til byggeri og inventar, som kan ses i domkirken den dag i dag.

På Tunø kan du opleve en mangfoldighed af markblomster, der bølger i vinden, og skoven fremstår nærmest som en urskov med mange forskellige træsorter i et vildnis med bl.a. vilde kaprifolier.

Tunøs varierende natur med overdrev og enge, skoven og mosen giver bl.a. insekterne gode levesteder.

På Tunø er der mange rådyr, harer, fasaner og et rigt fugleliv, men ellers er der kun ganske få vildtlevende pattedyr. F.eks. er her hverken ræv, egern eller muldvarp.

Den grønbrogede tudse har sit nordligste levested på Tunø. I 2006 blev gadekæret oprenset, og flere nye kær blev etableret på øen, så den grønbrogede tudse fik bedre ynglemuligheder.

I klinterne yngler store kolonier af digesvaler og stormmåger. Her finder vi også den 5. største koloni af den sjældne alkefugl tejsten, som kun yngler ca. 18 steder i Danmark. I vinterhalvåret ses bl.a. edderfugl, fløjlsand, hvinand, samt en lille bestand af ynglende toppet skallesluger. Edderfuglene finder i stort tal deres føde ved Tunø Knob, da der her er meget store forekomster af blåmuslinger, som er edderfuglenes hovedspise.

I mosen kan man være heldig at se den forholdsvis sjældne fugl, skovsneppen. Skovsneppen er den af vores vadefugle, der er mindst knyttet til åbent vand, og som navnet siger, yngler den i skoven. En anden speciel fugl her i mosen er rørhøgen, som også yngler her hvert år.

Hvis man følger skovvejen mod nord, vil man på venstre hånd passere nogle bistader. Bistaderne er parringsstation for bidronninger. På Tunø parres bidronninger pga. øens isolerede beliggenhed, som sikrer rene genetiske afkom - afstanden til Samsø er på 4 km, og så langt kan bier ikke flyve over åbent vand. Tunøs bier er kendt for deres rolige gemyt og deres gode evne til at samle honning. Det er forbudt ved lov at holde andre bier end disse på Tunø.

I farvandet omkring Tunø kan man være heldig at se spættet sæl og marsvin, som undertiden følger både Tunøfærgen, sejlbådene, vinterbaderne og de, der vandrer øen rundt.

Del denne side

Opdateret af:

VisitOdder info@visitodder.dk
 

Kontakt

Adresse

8300 Odder

Fakta

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 10.432462692261
Latitude : 55.951170191529