©  Foto:

Gosmer Kirke

Syd for Odder og vest for Hou ligger en landsbykirke, som på grund af sin størrelse omtales som ”Hads Herreds domkirke”. Den romanske kirke byder på interessant murværk, en spændende historie og interessant inventar.

Hads Herreds domkirke

Gosmer Kirkes charmerende tilnavn skal tages med et gran salt. Der er ikke tale om en domkirke, og dens størrelse kan heller ikke måle sig med f.eks. Aarhus Domkirke. Men der er dog tale om en usædvanligt stor landsbykirke, som ved opførslen ikke lå i et område med meget bebyggelse.

Gosmer Kirke menes at være opført af en lokal stormand sidst i 1100-tallet. Den blev bygget af store granitkvadre, hvilket ikke var normen på Odder-egnen. Man mener derfor, at bygmestre fra opførslen af Ribe Domkirke og Viborg Domkirke tog turen til Gosmer, hvilket kan forklare kirkens størrelse.

I løbet af middelalderen var Gosmer Kirke ejet af den katolske kirke inden kongen inddrog kirken ved reformationen i 1536. Dette var tilfældet for næsten alle danske kirker. Som andre kirker overgik den til privat eje i 1600-tallet og er senere nærmest blevet synonym med Rathlou-familien – den magtfulde lokale herregårdsslægt, som har sat store aftryk på Odder-området. Margrethe Gersdorff overtog Gosmer Kirke og opførte den nærliggende herregård, Gersdorffslund. Derfor blev kirken en slags stamkirke for familien. Kirken fulgte siden Rathlousdal Gods helt frem til 1925, hvor den overgik til selveje.

 

Om kirken

Gosmer Kirke har et ganske karakteristisk udseende udefra, hvor det oprindelige romanske kor og skib i granitkvadre står i stor kontrast til det senere opførte (senmiddelalder) tårn og våbenhus, som er hvidkalket. Man vil også hurtigt lægge mærke til de flotte savtakkede mønstre, som går igen på tag, tårn og våbenhus, som er med til at binde bygningen sammen visuelt. Inden man træder ind i kirken, bør man bemærke den megen stenkunst fra 1100-tallet i murværket. Over syddøren ses et særpræget romansk motiv, hvor en kvinde ammer to løver.

Kirkens ældste inventar er den romanske døbefont, som formentlig altid har stået i kirken. Den har et smukt udskåret motiv med løver – noget som er karakteristisk for Østjylland, og går under navnet Horsens-typen. Dåbsfadet er fra 1550. Barokaltertavle og prædikestol fra 1600-tallet er udført af Peder Jensen Kolding fra Horsens, hvis smukke værker er at finde i en stor del af områdets kirker. Klokken er fa sidste halvdel af 1400-tallet.

Generelt har Gosmer Kirke meget interessant inventar af ældre dato.

 

Familien Rathlou’s gravkapel

I 1681 døde Gregorius Rathlou, og hans enke, Margrethe Gersdorff, sørgede for, at han blev begravet i et nyopført gravkapel i kirkens tårn, som er ganske tydeligt i kirken med indgang fra skibet via en stor portal med tilhørende mindetavle. Ved Margrethe Gersdorffs død blev det til et egentligt familiegravsted, hvor ejerne af Gersdoffslund og Rathlousdal ligger begravet. Her ligger blandt andet også Christian Rathlou og dennes hustru.

På skibets nordside findes også et gravkapel for tidligere statsminister Joachim Otto Schack-Rathlou, hans hustru og datter, hvor de er begravet i marmorsarkofager.

 

Vil du besøge Gosmer Kirke

Gosmer Kirke er åben, når graverne er på kirkegården. Det er de typisk i dagtimerne på hverdage. Graverne er oftest på kirkegården i perioden, men der gives ingen garanti for, at der er åbent, når du kommer.

 

Flere historiske attraktioner

Kystlandet byder på mange spændende historiske attraktioner. Fra oldtid til industrihistorie. Fra museer til bygningsværker og attraktioner i naturen. På denne side kan du finde inspiration til historisk interessante oplevelser nær Horsens, Odder og Juelsminde.